Leksikon > Ferie > Ferieboliger > Regler for køb af bolig i Bulgarien

Regler for køb af bolig i Bulgarien

Hus i BulgarienSom i de fleste andre lande med ferieboliger er det muligt at købe to forskellige slags bolig i Bulgarien. Man kan enten købe en færdigbygget bolig eller en bolig som er projekteret og evt. ved at blive bygget.

Som altid er det en god ide at alliere sig med en rådgiver inden man køber en bolig i Bulgarien eller andre steder i verden. Boligmarkedet i udlandet har ikke det samme sikkerhedsnet som i Danmark, så man kan risikere at miste hele sin investering hvis man ikke kigger sig for.

En rådgiver kan hjælpe med at sikre at alle papirerne er i orden og at sælger rent faktisk har ret til at sælge den bolig man har udset sig. Samtidigt kan rådgiveren hjælpe med at forhandle ens købsaftale, så man laver den bedst mulige handel.

Udover en juridisk rådgiver er det en god ide at sikre sig at selve boligen også er i orden. Dette gør man ved at få en byggesagskyndig til at gennemgå ens potentielle bolig i Bulgarien for fejl og mangler. En bolig i Bulgarien købes næsten altid som beset, så bordet fanger hvis man ikke kigger sig for inden man skriver under på papirerne.

Hvis man overvejer at købe en projekteret bolig i Bulgarien skal man sikre sig mod at boligen evt. ikke bliver opført. Den nemmeste måde at gøre dette på er at nøjes med at betale et depositum ved indgåelse af købsaftalen og så stille resten af boligens pris som en bankgaranti. Denne bankgaranti kan bygherren så veksle til rede penge når byggeriet er færdigt.

Inden man skriver under på køb af en projekteret bolig i Bulgarien bør man desuden sikre sig at kvaliteten er i orden. Det er naturligvis ikke muligt at se ens bolig før den er færdig, men man bør få bygherren til at fremvise tidligere opførte ejendomme så man kan få en ide om det forventede kvalitetsniveau.

Der skal betales ejendomsværdiskat af ens bolig i Bulgarien, ligesom både fortjeneste og lejeindtægt beskattes. En evt. fortjeneste beskattes kun i Bulgarien, mens lejeindtægten beskattes i både Bulgarien og Danmark (men med nedslag i skatten i Danmark, så man ikke bliver dobbelt beskattet).


Skriv en kommentar