Emner
Links
Gyngestativ, klatrestativ, legehus og sandkasse i træ, metal og plast
Det er de samme legeredskaber man ser igen og igen på legepladser til børn. De mest almindelige er gyngestativer, klatrestativer, legehuse og sandkasser, mens man ikke så tit ser fx. karruseller og vipper. Typisk er legeredskaberne fremstillet af træ, metal og plast. Det er somregel sådan at offentlige legepladser mest bruger legeredskaber af træ og metal, mens legeredskaber af plast næsten kun findes i private haver.
Gyngestativ
Der findes et utal af forskellige slags gynger. Mest almindeligt er gynger af bildæk (dækgynger), men der findes også fx. kurvegynger, sansegynger, hængekøjer, kængurugynger og blåser (en form for bold som børnene kan sidde på).
Noget af det mest specielle vi har set er en sansegynge med påmonteret telt. Børnene kan derved gemme sig mens de gynger eller fx. gynge mens det regner.
De enkelte gynger hænger somregel ned fra et gyngestativ, men de kan selvfølgelig også placeres i forbindelse med andre legeredskaber. Afhængigt af størrelsen på gyngestativet er der plads til en eller flere gynger.
Du bør altid lægge et tykt lag faldsand eller andet faldunderlag under gyngestativet, da det næsten ikke kan undgås at børnene falder ned før eller siden.
Klatrestativ
Klatrestativer findes i utallige udformninger og på næsten enhver legeplads. De mest basale modeller er firkantede eller sekskantede trækonstruktioner med reb og net hængende mellem stolperne, mens mere avancerede modeller har både rutschebaner, platforme og tårne.
Et lille klatrestativ kaldes sommetider for et legetårn. Denne betegnelse bruges især om klatrestativer der er udformet som et tårn og ikke har nogen reb og net hængende. Tilgengæld har næsten alle legetårne en rutschebane.
Klatrestativ sikkerhed
Da et klatrestativ kan se ud på mange måder er det en god ide at checke sikkerheden ved at få besøg af en certificeret legepladsinspektør. Det er bl.a. vigtigt at du sikre dig at klatrestativet ikke er for højt, så børnene ikke kommer alvorligt til skade når de flader ned. Uanset højden bør du lægge et tykt lag faldsand under klatrestativet, så du sikrer børnene bedst muligt.
Legehus
Et legehus lægger op til ro og fordybelse, så mere stille børn også kan nyde legepladsen. Bortset fra en sandkasse lægger de fleste andre legeredskaber nemlig op til action leg.
Der findes et utal af legehus modeller på markedet, ligesom du selvfølgelig selv kan bygge et. De fleste modeller ligner små huse, men der findes også mere fantasifulde legehuse som fx. tipier (indianertelte), ridderborge og sørøverskibe.
Hvis du vælger selv at bygge et legehus, så skal du være opmærksom på at det sjældent kan betale sig. Et byggesæt koster somregel præcis det samme eller mindre end de materialer du skal bruge til at bygge et legehus på samme størrelse.
Afhængigt af den valgte model kan legehuset være udstyret med en butik (dvs. en halvdør eller et vindue med en bred vindueskarm), en terrasse eller fx. skodder for vinduerne.
Sandkasse
Børn kan få timer til at gå i sandkassen, når de lader fantasien få frit løb. Det er derfor svært at finde en legeplads hvor der ikke er mindst en sandkasse.
I gamle dage var det almindeligt at bygge sandkasser af gamle jernbanesveller. Det er man nu gået bort fra, da det viste sig at de kunne indeholde kræftfremkaldende stoffer. Mange sandkasser fremstilles i dag af materialer der ligner rigtige jernbanesveller, så det er en god ide at checke med producenten hvor materialerne kommer fra.
Inden du køber en sandkasse bør du overveje hvor stor den skal være. En sandkasse på 1,5m x 1,5m er rigeligt stort til at flere børn kan lege i den, men hvis der kommer rigtig mange børn skal den selvfølgelig være større.
Det er i øvrigt vigtigt at huske låg til sandkassen, så kattene ikke tror det er et stort toilet. Til mange sandkasser kan du købe en låg med lav vægt, så børnene selv kan tage det af når de vil lege med sand.
Skriv en kommentar
